Den første vinterbader?

Indholdsfortegnelse
    Add a header to begin generating the table of contents

    Man fristes til at pege på de skabninger, der i forne tider steg op af havet og skabte liv på Jorden. Navn, sted og tid på vedkommende har nok fortabt sig i historiens baghjul, men indtil ilden blev fundet, må man have badet i naturens kolde vand, medmindre man har levet i nærheden af varme kilder, som findes i f.eks. Japan, Tyrkiet og Island.

    I middelalderen var der badstuer mange steder i Norden og Europa, og i Østeuropa brugtes røgbadstuer, som vikingerne tog med hjem til bl.a. Sverige og Finland. Den kristne moral forbød i 1400-tallet mange af disse badstuer, dels fordi de fandt det umoralsk, at mænd og kvinder badede nøgne sammen, dels fordi der opstod en reel bordelvirksomhed, der medførte syfilisepidemier. 

    Helt fra den antikke medicins tid var krop og natur et nøglebegreb. Naturen var selve grundlaget for lægekunsten, og op gennem 1500-1600-tallet var der fokus på, hvordan man behandler sygdomme. Det var først i 1700-1800-tallet, at sundhed som forebyggelse langsomt sneg sig ind i datidens lægevidenskab. Hygiejne dukkede op parallelt med sundhedsoplysningen i slutningen af 1700-tallet og hermed også den moralske opfattelse af, hvordan man levede, fordi sundheden var tæt forbundet med temaer som krop og især sjæl. Nogle fandt deres ideal om sundhed i det antikke Grækenland, andre blandt de ’vilde’ naturfolk som f.eks. indianere, indere og inuitter. I det sene 1800-tal var det mere realistiske fakta, som prægede sundhedsdebatten; storbyernes vækst, de tætbefolkede boliger og frygten for epidemier.

    Da man i begyndelsen af 1700-tallet brugte kolde bade som medicinsk behandling mod både mentale sygdomme og døvhed i bl.a. England, trak man vogne ned til kurstederne ved havet. I Sverige var man mere dannet og pumpede saltvand op til brug i varme bade. Senere byggede man specielle bassiner. Senere igen benyttede man hestetrukne badehuse på hjul, som blev trukket helt ned i vandkanten, så man kunne gå direkte ud i bølgerne. Der var en frygt for havet, og selv om mange kursteder lå med adgang til det friske søvand, så var det ofte kombinationen af det kolde havbad og varmt bad indendørs, der var det normale.

    Kurbade opstod flere steder i Europa, og i England byggede kong Georg IV et søbad til sig selv i Brighton. I Tyskland blev kurbad systemet sat i funktion, og efterhånden spredte trenden sig til de nordiske lande. I Sverige opførtes Rosenbad allerede i 1681 – i dag er det den svenske regerings hovedsæde.

    De mange kurbade gik deres sejrsgang i hele Norden. I Norge blev der grundlagt et badekursted i Moss i 1835 og i Sandefjord i 1837. I Sverige var det endnu tidligere i bl.a. Ramlösa. Det var ofte steder, hvor man i forvejen havde såkaldte helbredende kilder.

    I Danmark var Silkeborg et af foregangsstederne, der skelede til udviklingen i Nordeuropa. Justitiarius Adolf Ludvig Drewsen besøgte i 1850 sin nevø Michael Drewsen i Silkeborg for at gennemgå en brøndkur med vand medbragt fra Rosenborg Brøndanstalt. Efter en lang række trakasserier med det offentlige om overdragelse af statsskov til private formål lykkedes det i juli 1883 at få stillet et område ved Arnakkekilderne gratis til rådighed for at opføre en vandkuranstalt på området, og Silkeborg Vandkuranstalt kunne tage imod de første gæster. Et af de attraktive tilbud var et stort indendørs koldtvandsbassin.

    Den berømte radikale tænker Georg Brandes stiftede også bekendtskab med behandlingen med de kolde bade. Under en længere europarejse i 1871 endte han i februar på et hospital i Rom og skrev hjem til sin mor:

    »I dag begyndte vi da med de kolde Vadskninger, det skal fedt hjælpe. Det er en ren Vaudeville-Situation: Den tyske Læge tilraader varme Bade, den italienske kolde Vadskninger; det klogeste vilde jo unægtelig være at lade de to Hvalfisk sluge hinanden, saa kun Halerne blive tilbage, beholde disse til Erindring om disse gode Raad, der som Ordsproget træffende siger, er dyre (10 Franc) og ingen Verdens Ting at gjøre. Men lige meget nu forsøger jeg det kolde«.

    København var tidligere med på datidens sundhedsvækkelse. Fra starten af 1800-tallet var Rysensten Badeanstalt kendt for sin sundhedsbrønd og fabrikation af drikkevand til brug for bitterøl mod kolera og sundhedsøl mod gigt. Rysensten var et populært badested, som det bl.a. fremgår af forfatteren Meïr Aron Goldschmidts ’Fortællinger’ (1846), hvor han i ’For otte Skilling Hvedebrød’ lader tre unge mødes en morgen ved Rysensten Badeanstalt. 

    Da gymnastik sammen med svømning blev et obligatorisk skolefag i 1830, var havneområdet ved Langebro stedet, hvor den københavnske svømmeundervisning foregik. Ud for Rysensten fik børnene et reb om livet og måtte hoppe i vandet, mens lærerne i bogstaveligste forstand var tovholdere og kunne redde de dårlige svømmere fra druknedøden. 

    I midten af 1800-tallet var der en del badeanstalter i København, som skulle afhjælpe de frygtelige hygiejniske forhold, der medførte epidemier og dødsfald. I 1884 kom en svensk kaptajn, J.G.A. Nielsson, fra Stockholm til København for at give svømmeopvisning. Det blev starten på Danmarks navnkundige vinterbadeanstalt Helgoland. Den svenske hovedstad havde som nævnt, siden slutningen af 1600-tallet haft badehuset Rosenbad og fra 1885 også Sturebadet, som blandt sine senere gæster talte skuespillerdivaen Greta Garbo. Kaptajn Nielsson syntes, at svømmeforholdene i København var så primitive, at han købte en grund for at bygge en badeanstalt. Samtidig med etableringen af Sture i den svenske hovedstad fik den danske kongeby badeanstalten Helgoland, der var en slags åndelig luftspejling af den tidligere danske ø i Nordsøen. Strandvejen 20 i den gamle kalkbrænderihavn i Svanemøllebugten åbnede 16. juni 1885 som vinterbadeanstalten Helgoland. Både Sturebadet og Helgoland var arkitektoniske perler, der mindede om renæssanceslotte, hvilket er en byggestil for havbadeanstalter, som man kan genfinde mange steder i hele Europa den dag i dag.

    Er det sundt at vinterbade?

    De gamle grækere var sikre i deres sag. Naturfreaks fra 1700-1800-tallet praktiserede det. Læger gennem det 20. århundrede har sagt god for det. Forskere i det nye årtusinde har bevist det. Det er sundt at vinterbade. Vel at mærke; alt andet lige fordi det fra flere sider tilrådes, at patienter med hjerte- og nyrelidelser, gigtplagede, diabetikere, gravide og personer med underlivsbetændelse samt mindreårige børn bør blive på land. Men alle vi andre kan roligt tage det daglige kuldechok. Få blodtrykket til at stige og pulsen til at falde. Lade kroppen udskille stresshormonerne og give plads til kroppens eget morfinstof, som giver kicket og den euforiske følelse af at være ’høj’. Når temperaturen falder, så stiger humørbarometeret, fordi vinterbadning også har en positiv mentalhygiejnisk effekt.

    I dag er der over 40 vinterbadeklubber i Danmark med mere end 11.000 organiserede vikinger. Hertil kommer alle dem, som bader her og der uden vikingedåb og medlemskort. Og hver dag kommer der flere til. Mange af de danske vinterbadeklubber har lange ventelister. At vinterbade er blevet en del af wellnessbølgen overalt i verden. 

    “… Jeg går tilbage mod huset med kogende krop og sind. Det salte havvand bliver til små glasklare, isnende dråber i håret. Tangen sidder klæbet fast på ben, ryg og kinder som tatoveringer i vilde vikingemønstre. Den røde solopgang hænger på mine skuldre som en kappe. I dag er det ikke sne, der knaser, men fødderne. Men snart vender varmen også tilbage til tæerne, og jeg er endnu en gang genfødt som det første liv, der stod op af havet. Det er cool at være vinterbader.”

    “Høj” af at vinterbade

    Spørger man vinterbaderne selv, har de mange gode grunde til at udsætte sig for de regelmæssige kuldechok vinteren igennem.

    De fleste mener, at man bliver direkte “høj” af det voldsomme temperaturskift. Blodet ruller hurtigere, og man føler sig frisk og i godt humør efter dukkerten.

    Lige i det øjeblik, du kommer under, er det selvfølgelig iskoldt. Men kort tid efter kan du ligefrem mærke, hvordan varmen strømmer igennem dig, og der kommer gang i din blodcirkulation. Samtidig ved du, at der ligger mange og snorksover derhjemme, mens du er næsten alene med kulden, isen og det iskolde chok. Det giver en vis tilfredsstillelse.

    Vinterbaderne opholder sig i vandet 10-20 sekunder ad gangen. Nogle tager en kort svømmetur, mens andre bare dypper sig.

    Nogle vinterbadere holder af de endnu større temperaturmæssige op- og nedture. De kombinerer det kolde bad med besøg i saunaen.

    Først går man i vandet, så i sauna og så i vandet igen. Nogle tager endda turen flere gange i træk.

    Blodtrykket stiger og pulsen falder

    Samtlige vinterbadere er enige om, at det er sundt at udsætte kroppen for et dagligt kuldechok. Og lægevidenskaben er tilbøjelig til at give dem ret.

    Den finske læge Kyllikki Kauppinen har undersøgt, hvad der præcist sker i kroppen, når man tager den direkte tur fra den varme sauna til søens minusgrader.

    Forsøgspersonerne blev udstyret med termometre forskellige steder på huden, og et særligt termometer blev sænket ned i spiserøret. Det sidste målte kroppens kernetemperatur, som er meget vigtig for menneskets overlevelse i ekstreme kuldegrader. Desuden fik personerne målt blodtryk og puls samt taget blodprøver til bestemmelse af hormonforandringer under temperaturudsvingene.

    Under saunabesøget steg både hud- og kropstemperatur langsomt. Blodkarrene i kroppen udvidedes, og dermed faldt blodtrykket.

    Samtidig slog hjertet hurtigere, fordi kroppen prøvede at køle blodet. Ved den pludselige temperaturændring til minusgrader skete den omvendte reaktion.

    Hudens temperatur faldt, og for at holde på varmen trak blodkarrene sig sammen, hvilket medførte et forhøjet blodtryk. Pulsen faldt også. På trods af de meget kolde temperaturer var der dog ingen udsving på det termometer, der viste kroppens kernetemperatur.

    Indsnævringen af blodårerne og det forhøjede blodtryk forklarer den følelse af “blodets brusen”, de fleste vinterbadere melder om. Til gengæld skal man lede i blodprøverne for at få forklaringen på, hvorfor vinterbadning kan virke smertestillende.

    Kroppen udskiller stress-hormoner

    Det viste sig nemlig, at kroppens hormoner også reagerede på det voldsomme kuldechok. Kroppen udskilte store mængder stress-hormoner, og særligt skete der en stigning i blodets indhold af noradrenalin og kortisol. Stigningen er et tegn på, at personens såkaldte “sympatiske nervesystem” er aktiveret, og det kan meget vel have en smertestillende virkning.

    I øvrigt peger flere læger på, at vinterbaderes generelle helbred adskiller sig fra “almindelige menneskers”. For det første producerer de mere fedt end andre mennesker. Det kan være derfor, de bedre kan holde varmen i det kolde vand. Der er også den forskel, at vinterbadere generelt har en lavere puls – under 60 slag i minuttet – hvilket må siges at være udmærket. En lav puls er nemlig et tegn på en god kondition. Forudsat at personen er i en rimeligt god form.

    En kold dukkert sætter dagen i gang
    Lægerne er dog ikke udelukkende positive over for vinterbadningens lyksaligheder. De voldsomme temperaturudsving – fra 100 graders varme til frysepunktet – er en meget stor belastning for hjertet og hele kredsløbssystemet. Så personer med tendens til hjerteproblemer skal nok overveje at finde sig en anden vintersport.

    Men der er nu heller ingen af de morgenfriske vinterbadere ved den lille sø, der har problemer med hjertet. Tværtimod påstår de alle, at de har et langt bedre helbred end de mennesker, der først nu er ved at drikke morgenkaffen.

    En kold dukkert er lige nøjagtig det, der skal til for at give kroppen det skub, der sætter dagen i gang.