Marietidsel - Silybum marianum

Marietidsel, intro, udseende og kendetegn.

Marietidsel er en kraftig meget dekorativ 0,5 til 1,5 meter høj, toårig lægeplante med store hvidmarmorerede blade. Den udvikler lilla blomster i juli-august. Planten har været anvendt som lægeplante mod depressioner og leversygdomme i århundreder. I dag bruges den stadig indenfor naturlægemiddelindustrien som et middel mod leversygdomme, kroniske betændelser og ved forgiftninger.

Marietidsel kan også rense huden for giftstoffer. F.eks. fjernes kløen og irritationen hvis man er kommet for tæt på brændenælder eller har fået et insektbid. Den vil trives på en solrig vokseplads, og den regnes for en af de smukkeste af tidselplanter. Med sine store grønne hvidmarmorerede, tornede og takkede blade og med sine smukke purpurrøde og kugleformede blomster indtager den en særlig plads mellem de af lægeplanterne, der stimulerer galde og leverfunktionen. De fleste tidselarter er gode nektarplanter, men marietidsel er en af de bedste, måske på grund af sine meget store lilla blomster der dufter sødt af nektar. Den tiltrækker mange forskellige grupper af insekter, bl.a. sommerfugle, svirrefluer, honningbier og humlebier.

Marietidsel findesteder
Naturligt vildtvoksende i Sydeuropa, Nordafrika og Vest Asien, men har forvildet sig længere nordover i Europa. Marietidsel findes oftest langs vejkanter, på brakmarker og kulturjord, i parker og haver. Den dyrkes på friland for sine lægende egenskaber. Foretrækker kalkholdig jord og solrig vokseplads.

1. Et sagn fortæller om bladpletternes oprindelse, at under flugten til Egypten gav Jomfru Maria sit barn die i ørkenen, og nogle dråber af hendes brystmælk faldt på en halvvissen tidsel, der straks livede op og siden bar de hvide pletter. En anden udgave fortæller at, hvor en dråbe mælk faldt på jorden spirede denne plante frem.

2. Munke og indfødte i områder med giftige slanger, sammenlignede marietidslens pletter med et slangeskind, og bestemte på denne baggrund at et udtræk af tidslen måtte være anvendeligt til behandling af slangebid. Dette viste sig at holde stik, om ikke andet når det omhandlede bid fra de mindre giftige arter.

3. I slutningen af 1700 tallet rådede kirken bønderne til, at binde en pose med frøene fra marietidsel på nakken af køerne som et værn mod forhekselse.

4. Vidste du at, indholdet af E-vitamin i tidselplanten er så højt, at olien ofte ses markedsført som flydende E-vitamin?

Marietidsel virkestoffer og deres virkning

Marietidsel virker afgiftende på leveren, både forebyggende og terapeutisk, og kan med stort held benyttes til behandling af akut og sub akut leverbetændelse. Planten bruges i dag primært til behandling af hepatitis og gulsot, samt ved tilstande, hvor leveren er under belastning, enten på grund af en infektion, ved belastning af industri- eller miljøgifte, for stort alkoholindtag, medicinforgiftning, eller fra cellegift-behandling i forbindelse med cancer. Marietidsel kan både afhjælpe skaderne som leveren påføres ved kemoterapi, og bidrage til bedringsprocessen under rekonvalescensen efter behandlingen.

De to vigtigste bestanddele i terapeutisk henseende er stofferne silymarin og E-vitamin.

Silymarin er blanding af flavonoiderne silybin (eller silibinin, om man vil), silychristin, silydianin (også kaldet silymonin), silandrin og flere andre. Det er stoffer som kun findes i frøskallerne og de udgør en meget lille del af marietidselfrøet. Disse stoffer var ukendte i planteriget til de blev fundet i marietidsel. I frøene findes tillige en fed olie, der har et højt indhold af linolsyre. Frøene indeholder endvidere æteriske olier, bitterstoffer, harpiks, proteiner, steroler, slimstoffer, sukkerstoffer, aminosyrer, saponiner og E-vitamin.

Silymarin, som udtrækkes af frøene, beskytter leverceller mod alle slags toksiner, såsom tetraklorkulstoffer, alkohol, svampegifte, virus, frie radikaler og tungmetaller. Det kan anvendes både forebyggende og terapeutisk i forbindelse med skrumpelever, akut og kronisk leverinflammation (alle typer), galdeblæresygdomme, gulsot, forhøjet kolesterol, dårlig fordøjelse og allergier.

Stoffet silymarin i marietidselfrøene har vist sig at være effektivt som støttebehandling ved kroniske leverbetændelser som skyldes underliggende virusbaseret hepatitis. Et studie på hvordan silymarin signifikant øgede overlevelsestiden for patienter med alkoholrelateret skrumpelever sammenlignet med placebo. Denne virkning kan skyldes det faktum at silymarin fremmer proteinsyntesen. Mennesker med alkoholrelaterede leverproblemer skal bruge silymarin fra fire til otte uger før de kan forvente at se tegn på bedring af leveren.

Antallet af leverskader som skyldes lægeordineret medicin mod diverse sygdomme, er stigende, og her er silymarin også anvendelig til genoprettelse af leverens funktioner. Noget medicin er livsvigtig, og man kan i den forbindelse forudse en vis grad af leverskade, hos den enkelte. I sådanne tilfælde kan man med fordel foreskrive marietidsel som et leverbeskyttende middel for at reducere skaderne på leveren. Silymarin har gennem flere studier vist sig at fremme leverens regenereringsproces efter medicinindtaget er afsluttet, og i de tilfælde hvor man ikke kan afslutte medicineringen, er det absolut værd samtidig at tage et tilskud af silymarin.

Harpikser
De fleste opfatter harpiks som amorfe stoffer, der er uopløselige i vand men let opløselige i alkohol, æter og varm olie. Det er stoffer, som bliver bløde og smelter, når de bliver varmet op, og de brænder med en sodende, gul flamme. De typiske harpikser er gullige eller brune stoffer, der går i stykker med en glasagtig brudflade. Nogle er næsten lugtløse, eller de har kun en svag lugt af terpentin. Andre har duft fra æteriske olier, der er opløst i dem. De hårde, lugtløse har tidligere været brugt som fernis eller som tilsætning i cement. De bløde, duftende harpikser har haft og har stadig mange anvendelser som smags- og parfumestoffer, som f.eks. røgelse, myrrha og ”fyrrenåleduft”. De tyndtflydende harpikser kendes også som harpiksolier, og når de indeholder f.eks. benzoesyre eller kanelsyre, kaldes de balsam. Andre, mere tyktflydende harpikser, indeholder slimstoffer, og latex’er. De kaldes gummistoffer.

Bier fremstiller f.eks. propolis af harpiks

Æteriske olier er stoffer, der har en olieret beskaffenhed og som er forholdsvis let fordampende. Lugten er meget forskellig, fra behagelig til det ækelt stinkende. Disse stoffer findes i alle plantedele, i rødder, stængler, blade, blomster eller frø i varierende mængde. Virkningen er meget uensartet, fortrinsvis har de en rensende effekt, for eksempel på hud og slimhinder. I en egnet koncentration kan de påvirke hudens blodtilstrømning. De kan stimulere kuldenerver, samtidig med at de er svedbefordrende og vanddrivende. Nogle af disse olier har en særlig positiv virkning på tarmkanalsystemet, for eksempel amerikansk olie.

Fedtsyrerne blev tidligere omtalt om F-vitaminerne. De minder om vitaminer på flere måder. Dels er de nødvendige for cellerne og et godt helbred og dels kan kroppen ikke producere dem. De skal indgå som en del af kosten eller indtages som tilskud. De livsvigtige fedtsyrer er forstadier til prostaglandinerne, der dannes, primært, af linolsyre og er en række af fede syrer der påvirker en lang række af fysiologiske processer.

Bitterstoffer er fællesnavn for mange kemisk vidt forskellige stoffer, for eksempel glykosider og alkaloider, der forekommer i planter, blandt andet i malurt. Som benævnelsen antyder er det stoffer der giver planten et bittert udtryk ved anvendelse.

Bitterstofferne lever fuldt ud op til deres navn. De smager koncentreret bittert. Mange af bitterstofferne anvendes til at stimulere appetitten og fordøjelsen, fordi de fremkalder øget spyt- og mavesaftafsondring.

Flavonoider har en række vigtige ernæringsmæssige funktioner. Disse funktioner beskrives som ”modificering af biologiske reaktioner”. De fleste har antioxidante egenskaber og en del af dem har betændelsesbekæmpende egenskaber.

Garvestofferne har sammentrækkende effekt på hud og slimhinder.

Saponiner er en gruppe sammensatte stoffer, der kan være svære at skelne i opbygning og i virksomhed. De er stadig ikke helt udforskede. Men vi ved, at slimhinderne har svært ved at optage dem. Bringes de direkte ind i blodbanerne, virker de som giftstoffer og kan ødelægge produktionen af de røde blodlegemer. Men så længe slimhinderne ikke er beskadigede, kan de sæbeholdige planters udtræk med enkelte undtagelser dog anvendes uden risiko. I folkemedicinen bliver disse planter mest brugt som blodrensende middel. De er virksomme over for urinsur gigt og udslæt. De mest kendte af disse planter er ærenpris, kongelys, leverblomst, bukkehorn, pimpinelle og asparges.

E-vitamin virker blodfortyndende, beskytter kroppens fedtsyrer mod nedbrydning og hjælper huden til at bevare sin elasticitet samt beskytter huden mod hurtig ældning.

E vitamin øger også, som selen, modstandskraften mod virus og bakterier samt forebygger kræft.

Det beskytter også mod de bivirkninger, der ledsages af strålebehandling og kemoterapi.

E-vitamin forebygger tillige forgiftning med tungmetaller.

Marietidsel nemme opskrifter.

De spæde blade og stilke kan spises direkte og den let nøddeprægede smag kan være en forfriskende tilføjelse til en lækker forårs- og sommersalat, og som et kuriosum kan nævnes at blomsterkurvene er blevet brugt som artiskok.

I naturmedicinen er marietidselolien kendt for sine mange anvendelsesområder. Men mest kendt er den for sine kvaliteter i forbindelse med leverlidelser.

Den anvendes bredt til leverlidelser som f.eks. skrumpelever, fedtlever, hepatitis, leverbetændelse og gulsot, men det er ikke kun leverfunktionen der nyder godt af marietidselolien. Den anvendes også til kronisk betændelse i galdeblæren og ved svampeforgiftninger og andre forgiftninger. Desuden bruges marietidselolie mod underlivsproblemer, menstruationsproblemer, depression, og som støttebehandling ved kemoterapi. Udover disse anvendelsesområder har marietidslen også sin berettigelse ved lidelser som psoriasis, soleksem, hårtab, bylder, overvægt, irriteret tyktarm og overvægt.

Carduus (Homøopatisk middel baseret på Marietidsel).

Det homøopatiske middel Carduus anvendes primært som en leverstyrkende droge, der virker afgiftende på leveren. Det fremstilles ved at lægge tørrede frø fra marietidslen i blød i vand en til to dage før de udtrækkes i alkohol.

Det skal du bruge
100 g. marietidselfrø
50 cl. 60% denatureret sprit evt. melassesprit, anden alkohol som f.eks. vodka kan også anvendes
1 sylteglas eller 1 /krukke/glas med skruelåg.

Fremgangsmåde
De tørrede frø lægges i blød i vand en til to dage. Herefter sies vandet fra. Jeg selv anvender en melsigte til at si frøene igennem, derefter blæser jeg dem kortvarigt med en hårtørrer, og putter dem derefter i glasset, overhælder dem med sprit, så spritten dækker med ca. 1 cm.

Lad stå i 3 – 5 uger (omryst blandingen mindst et par gange om ugen). Når den har trukket sier du frøene fra. Det frasiede presses gennem en slowjuicer, en mekanisk plantepresse eller alternativt kan det vrides gennem et stykke klæde. De to væsker blandes efterfølgende sammen. Du har nu en carduus/tinktur 1:5, altså 1 del urt og 5 dele væske.

Indtag 1 – 5 ml dagligt. Ønsker du at anvende din carduus terapeutisk bør du inddrage din læge du kan givetvis ifølge aftale med denne aftale et indtag på op til 15 ml, altså max 15 ml, (dette bør du ikke gøre i længere perioder. Efter 5 ugers indtag holdes pause inden et eventuelt genoptag).

Til soleksem: Påsmøres og indgnides en dråbe caduus direkte på eksemen.

Sårheling: Der findes flere undersøgelser, der indikerer, at silymarin kan bruges til at fremme sårheling. Igen påsmøres caduus direkte på det berørte område.

I maden: Frø, spæde blade og stilke kan anvendes som et forfriskende element i salaten. Blomsterstanden er gennem tiderne blevet anvendt som artiskok. Den er fortrinlig til en overraskende og velsmagende erstatning for artiskok, der jo også er en tidsel.