Viol

Indholdsfortegnelse
    Add a header to begin generating the table of contents

    Viola odorata

    Viol – intro, udseende og kendetegn

    Violen er en lille fin staude plante med violette blomster og mørkegrønne hjerteformede blade med en rundtakket kant. Bortset fra bladstilken og bladenes underside, er planten glat og hårløs. Planten bærer blomster i to sæsoner, dels i marts-april og dels sidst i september. Tidligt på foråret ses de violette blomster, som kan minde om stedmorblomsten i formen, dog meget mindre. Disse forårsblomster bestøves af insekter. De sene september blomster er duftløse og selvbestøvende. Blomsterfrøene har et lille fedtvedhæng, som gør, at de bliver spredt af myrer. Rodnettet består af trævlede rødder fra en højtliggende jordstængel. Planten bliver kun ca. 10 cm høj, og breder sig med tiden vildt via udløbere. Betragtes af mange som et fint og dekorativt ukrudt.

    Prøv engang at lege med violens dekorative udtryk som pynt på kager, og spis endelig blomsterne. Der er 12 forskellige arter af violer i Danmark. Og 400 arter i hele verden.

    Viol findesteder
    Viol hører hjemme i haver, skovbunden, grøftekanter, hegn og krat. Den har  været almindelig i den danske natur og haver i de sidste 600 år. Og findes i hele Danmark.

    Sidst jeg så violen var en hyggelig dag sidst i marts, hvor den tittede frem fra en hæk på en legeplads hvor jeg legede med mine niecer. 

    Indsamling
    Nip eller klip forsigtigt blomsterhovederne af, lad altid nogle blomster stå, da violen som beskrevet blomstrer to gange årligt.

    Sjove Historier
    Marts Violen er en rigtig forårsbebuder. Der blev plukket store mængder violer udenfor byerne, ofte af børn. Violerne blev bundet til små buketter der blev solgt på markeder i byerne, de var yderst populære. I 1967 blev der eksempelvis solgt omtrent 26.000 buketter på Københavns Grønttorv. 

    Fiolstræde i København hed faktisk Violgade helt frem til 1570, grundet alle de violer der voksede i de små forhaver. 

    Violrod blev brugt i den skattede kongerøgelse, denne røgelse skulle holde sygdomme og andet ondskab bort, røgelsen fik samtidig hjemmet til at dufte godt. Den blev anvendt ved juletid for at mindes De hellige tre konger, der eftersigende bragte denne røgelse til Jesusbarnet. Apotekeren blandede tørrede urter, harpiks og violrod. 

    Viol – virkestoffer og deres virkning

    I gammel tid blev viol brugt grundet deres helbredende virkning. Den blev bl.a. brugt på brandsår, mod indvoldsorm og med dens indhold salicylsyre blev den anvendt som smertestillende middel. 

    I dag anvendes violen stadig medicinsk og i madlavningen. Violer anvendes mest som smuk og fin dekoration på kager. Vi kender alle smagen af de kandiserede violer vi fik hos mormor. 

    Et afkog af blomsterne blandes med en lind honning eller sirup og bruges mod hoste, da violens indhold af A- og C-vitamin hæmmer betændelsestilstande og styrker immunforsvaret. 

    Violrod kan købes i specialbutikker og anvendes stadig som lindring ved smertefuldt tandfrembrud hos børn. Indtil for 40 år siden kunne violrod den købes på apoteket.

    Violblomster smager sødt, fint og blomsteragtig.

    Opskrifter

    Kandiserede violer

    Ingredienser
    Viol blomsterhoveder
    1 æg
    Lidt flourmelis

    Dette skal du bruge
    1 skål
    1 tallerken
    Piskeris el. Gaffel
    Finhullet si
    Bagepapir
    Kagedåse til opbevaring

    Pluk det antal violblomster du skal bruge. Du skal kun bruge blomsternes hoveder. 

    Pisk æggehviden til den skummer – den skal ikke være stiv. Dyp hver enkle blomst i æggehviden og læg den forsigtigt på bagepapiret. Når du har dyppet alle blomsterne, kommer du lidt flormelis i din si og giver violerne et fint drys.

    Stil dem i ovnen i 2 timer ved 75 grader. Du skal lade ovndøren stå åben, dermed tørrer du dem. Du kan bruge dine kandiserede violer til pynt på kager, is eller chokolade. Hvis de skal gemmes, kan du have dem i en kagedåse med madpapir.

    Violvand til sammentrækning i huden og for at lindre irritationer og akne.

    Hvis du samler en håndfuld violblomster og kommer dem i et tæt lukket glas, overhæld med 

    2 dl. kogende vand og 2 dl. duftløs eddike.  Lad blandingen stå mørkt i 2 dage inden du sier blomsterne fra.